Mindeord over Johannes Sørensen

MINDEORD over Johannes Sørensen, tidligere Renault Stensved Akacievænget 10, 4780 Stege 

Det er med stor sorg, at vi har erfaret, at den tidligere formand for Sydsjællands Automobil Klub (SAK) Johannes Sørensen den 27. november er sovet stille ind. 

Johannes var formand for SAK fra 1967 til 1984, altså i 17 år, og den af klubbens formænd, der har siddet længst. 

I en tid med oliekrise og bilfrie søndag formåede Johannes på sin stille og rolige facon at holde sammen på klubben. 

Johannes var i sin formandstid løbsleder for Gjønge Rally, og det var herigennem, klubbens formue blev skabt. Den formue, som var med til, at vi i dag har en gokartbane og en stor og velfungerende klub. 

Ved klubbens 60 års jubilæum blev Johannes udnævnt til klubbens første æresmedlem. 

Johannes overtog Renault i Stensved efter sin far, Knud Sørensen, og drev forretningen sammen med sin kone Eva og sin bror Willy i mange år, hvor den i en periode også var Volvo forhandler. Forretningen tog i 1997 navneforandring til Bil Center Syd, og i 2017 overtog døtrene Gitte og Trine nu forretningen. 

Johannes, hans kone Eva og hans bror Willy havde stor passion for motorsport, både på det udøvende plan med rally og banesport og på det organisatoriske plan, hvor Johannes i en årrække var vicepræsident i Dansk Automobil Sports Union, og Eva var medlem af Unionens rallyudvalg.

Det var Johannes’ vision, at der en dag skulle laves en gokart bane her på Sydsjælland, og det blev der som bekendt også i 2004. Banen drives i dag af SAK.

Vore tanker går til Eva og pigerne, Trine og Gitte, der i dag driver familie virksomheden videre, samt Johannes’ evigt trofaste bror Willy.

Æret være Johannes’ minde. 

På vegne af Sydsjællands Automobil Klub, 

Finn Højlund, Tidl. formand

Udgivet i Ikke kategoriseret.